Vet dere at i dag for 118 år siden var det jordskjelv her i Norge?
23. oktober 1904 er ikke så lenge siden. Jeg er sikker på at mange av dere som leser bloggen kjente mennesker som var født på den tiden. Min Bestemor, for eksempel, var 4 måneder gammel. Min ene bestefar 3 år og min andre bestefar 10 år gammel. Han var faktisk gammel nok til å huske jordskjelvet, men mulig det ikke var veldig merkbart i Ringelia ved Randsfjorden der han mest sannsynlig oppholdt seg.
Jordskjelvet hadde trolig episenter i Skagerrak, rundt halvannen mil fra både Færder i Vestfold, Akerøya i Østfold og Nordkoster i Strömstad.

Skjelvet inntraff midt under gudstjenesten, klokka 11.27. Det var jo langt flere som deltok i Gudstjenestene den gang i 1904 og det oppsto panikk i mange kirker rundt Oslofjorden, i Sverige og i Aalborg i Danmark, Ingen mennesker omkom heldigvis.

Annonsørinnhold

Sommerens fineste bikinier og badedrakter

Idd kirke er en middelalderkirke i stein fra siste halvdel av 1100-tallet. Den ligger 5 km sør for Halden.  Denne oktobersøndagen i 1904  var den full av folk. Noen av de som var til stede har i ettertid levert denne beskrivelsen:

Presten stod netop for alteret og messede, da det første stød merkedes som et rystende bulder med underjordiske dybe drøn. Straks derefter saaes den metertykke altergavl at synke, og en aabning paa 4-5 tommer blev synlig oppe ved taggesimsen. Derpaa løftedes atter muren, pressedes opp mot loftet, og sten og kalk føg indover alteret og gulvet, samtidig med at langvæggene svaiede sterkt; hele alterpartiet gyngedes og syntes at synke i grus. Menighed og prest styrtede til udgangen og merkelig nok, ingen kom synderlig tilskade, men kirken er i den grad ramponert, at den ikke mere lader seg restaurere.

Det må ha vært en utrolig skremmende opplevelse. Altervegger som synker, det dannes store sprekker mellom tak og vegger, stein og kalk raser ned over alteret, langveggene svaier og hele alterpartiet gynger og synker midt under en gudstjeneste.  Ikke rart både menighet og prest for på dør.
Heldigvis lot kirken seg reparere, men skadene var så store at det var først i 1922 fire år senere at den på ny kunne åpnes for gudstjenester.

Mulig de var litt mer sindige på andre siden av fjorden, eller at rystelsene ikke var like store. Der lot de ikke et jordskjelv forstyrre gudstjenesten mer enn høyst nødvendig. I Brevikposten kunne man lese følgende leserinnlegg uken etter.

Hr. redaktør: Igaar midt under Prækenen, klokken var lidt over 11, lagde jeg Mærke til et Drøn som af en stor Vogn, der i rask fart for forbi Kirken. Jeg tænkte “Hvem er det som kjører udenfor Kirken idag, vi har jo ingen Barnedaab?” Et Øieblik efter kjendte jeg Stolen og Gulvet under mig bevæge sig, og da blev det med et klart for mig, at det var Jordskjælv. Rystelsen Øgede – I hvilken Retning den gik, kunde Jeg ikke bli riktig sikker paa, men jeg syntes at lægge Mærke til, at den bevægede sig fra Vest mot Øst – Kirken begyndte at knage i sine Sammenføyninger, som under en veldig Storm. De Forsamlede blev bange, og Kvinder og Børn, ja Mænd med, styrtede ud under uhyggelige Skrig, enkelte i en slig Fart at de endog væltede Stolene. Jeg reiste mig op og gik rolig, men ligesom instinktmessig hen mod den nærmeste Udgang, idet den Tanke for som et lyn gjennom mig: “Tiltager Rystelsen frem deles, styrter Kirken sammen, saa det er nok best å komme sig ud”. Tankene forsvandt dog ligesaa hurtig, som den kom! Jeg hadde jo aldrig hørt, at Jordrystelser nogen Gang have foraarsaget Ulykker her i Landet, og desuden fik jeg nok med at berolige de Flygtende. Jeg ble nemlig samtidig alvorlig bange for, at de kunde løbe over hverandre i Trapperne og tilføie hverandre Skade. Gallerierne tømtes paa mindre end et halvt Minut, og uden at nogen kom til skade. Der var jo heller ikke saa mange tilstede der oppe heldigvis. Det store Hus bevægede sig som paa Bølger, og jeg ventede hvert Sekund der jeg stod ved Galleriets Udgangsdør, at Taarnet skulde falde. Lykkeligvis gik dog de voldsomste Stød snart over, men jeg kunde merke Drønnet og Rystelsen endnu en god Stund, efterat jeg var kommen til min Plads igjen.
Efter ca. tre Minutter kunde Gudstjenesten fortsettes, men det hele efterlod et alvorligt og uhyggelig indtryk paa alle.

Der stoppet de bare gudstjenesten en fem minutters tid før alle gikk tilbake til plassen sin og messen kunne fortsette nesten som om ingenting var skjedd.
Jeg lurer og på hvem han var, for jeg er sikker på at det var en mann, han som skrev leserinnlegget. Jeg lurer på om han opptrådte så sindig og rolig som det han beretter.

Svenskene var enda mer sindige, om muligens ikke like Gudfryktige. Hør bare på den e historien fra Steneby kirke i Dalsland.

(Det) hördes ett starkt buller och marken skakade. Menigheten började resa sig i bänkarna och panik kändes i luften.
Kyrkvaktmästaren, van att hålla ordning på döda och levande, insåg faran och ropade «För helvete, sitt i kyrkan människer, te’ e’ bare ett vanligt åskevä’r».
Efter högmässan steg kyrkoherden fram på gången och tackade för det rådiga ingripandet: «Du svor styggt i Guds hus, men Gud har redan förlåtit Dig, för han ser till avsikten»

Som dere ser, der fortsatte gudstjenesten som om ingen ting skjedde. Dog følte Kirketjeneren behov for å tilkalle helvetes ig ikke himmelens makter for å få menigheten til å komme til ro.